Supervision og tværfaglig konsultation
Baggrund:
Jeg har arbejdet inden for mange forskellige psykiatriske specialer. Herunder med svære psykiatriske lidelser som skizofreni, bipolar lidelse, autisme mm., både ambulant og på intensive sengeafsnit. Jeg har desuden arbejdet specifikt med psykiatriske patienter med misbrugsproblematikker, mennesker med svær personlighedsforstyrrelse, selvskade og spiseproblematikker.
Supervisionsmetode og tilgang:
Jeg læner mig op af en recovery-baseret tilgang, hvor både individet og det sociale fællesskab er i fokus. Således ser jeg det afgørende, at både den enkelte borger og medarbejderen støttes til at indgå i dynamikker, hvor begge kan trives – også på den lange bane.
Jeg har uddannelse i Dialektisk Adfærdsterapi (DAT), Motiverende Interview (MI) og arbejder bredt med Kognitiv Adfærdsterapi (KAT), bl.a. Acceptance & Commitment Therapy og Mindfulness. Jeg bruger desuden psykodynamisk teori samt systemiske og narrative metoder i supervisionen.
I tværfaglig gruppesupervision/-konsultation omkring fælles borgere/patienter har jeg fokus på, at få alle medarbejderes perspektiver i spil og herfra facilitere en reflekteret proces mhp. faglig udvikling. Jeg søger at skabe et rum, hvor det er trygt at dele usikkerhed og dilemmaer, få øje på uhensigtsmæssige forholdemåder, få nye perspektiver og opnå nye erfaringer gennem ændringer i adfærd. Jeg bruger whiteboard-tavle eller lign. til at visualisere indsigter, overvejelser mm. Jeg søger at være dynamisk i metoden, således at medarbejderne kan få tid i mindre refleksionsgrupper undervejs, mens de i plenum støttes til at dele og synliggøre værdien af forskellige perspektiver i samarbejdet omkring borgeren/patienten.
Jeg ser gerne at relevant faglig ledelse deltager på lige fod med øvrige medarbejdere, da det, efter min erfaring, øger fællesskabet og mulighederne for at støtte op om oplevede udfordringer i hverdagen. Muligheden for dette vil altid blive drøftet individuelt med lokal ledelse forud for rammesætning.
Typer af supervision:
Jeg tilbyder casebaseret supervision/konsultation, med fokus på det behandlingsmæssige og (miljø)terapeutiske arbejde – herunder de relationelle og emotionelle krydspres, som medarbejdere ofte oplever i behandlingen af borgere med psykiatriske lidelser.
Supervision kan gives individuelt, i mindre grupper (<6) eller større grupper.
”Supervision” bruges i forløb, hvor rammen giver mulighed for individuel målsætning og opfølgning på individuelle udviklingsmål (i praksis med mulighed for at følge op på hver enkelt supervisand månedligt).
”Konsultativ supervision/tværfaglig konsultation” tilbydes til større medarbejdergrupper med løbende udskiftning og/eller med længere tidsintervaller eller reduceret supervisionstid til rådighed.

Mie Schack Hansen
Autoriseret psykolog
Specialpsykolog i voksenpsykiatri
Mail: mie@schackhansen.dk
CVR: 43 86 19 72

